Få vores nyheder på mail

Vagtskifte på Søby Camping

Pressemeddelelse   •   Dec 16, 2019 14:32 CET

Sønderjysk familie har overtaget driften af Søby Camping på Ærø pr. 1. november 2019.

Det er erfarne folk, der er rykket ind på den spiselige campingplads på Ærø: Randi og Jørn Mogensen har kørt Europa tyndt i deres autocamper under aliasset ”De 2 livsnydere”. De har besøgt alle typer af campingpladser og kender derfor de behov og ønsker, campister har til en campingplads. Det er derfor med gæsten i centrum, når der tages hul på den nye sæson på Søby Camping i 2020.

 Om deres nye opgave siger Randi og Jørn:

"Vores gæster skal føle at de får noget ekstra, når de besøger os på Søby Camping. Vi udvider det spiselige koncept, og vinteren bruger vi på at bygge flere højbede, så gæsterne har masser af nye, friske krydderurter og andet grønt lige ved hånden."

Randi og Jørn har været på campingpladsen hele sommeren og givet en hånd med hos den tidligere bestyrer af campingpladsen, så de kender allerede godt til campingpladsens daglige drift.

Søby Camping bliver et familieforetagende

Randi og Jørn bliver ikke alene om opgaven; de har nemlig fået sønnen Rasmus og hans kæreste Ina med på holdet. De er uddannet hhv. kok og gartner, og de evner får gæsterne på den spiselige campingplads selvfølgelig også glæde af.

Med sig har de også Randis far, hvilket giver hele fem nye indbyggere på Ærø.

Familien Mogensen kommer med en masse gåpåmod og nye idéer til campingpladsen. De kommer med forskellige fagligheder og personligheder samt fælles værdier omkring familie, fællesskab og sammenhold.

Forsat vækst

De sidste fire år er det kun gået opad med omsætningen på Søby Camping, og antallet af gæster på pladsen er mere end tredoblet. 2019 blev det hidtil bedste år i campingpladsens historie. Janus Hansen, ejer af Søby Camping, spår, at udviklingen fortsætter grundet den øgede færgekapacitet:

"Vi forventer, at væksten forsætter, når el-færgen Ellen til næste sommer kommer til at sejle med fuld kapacitet og hele syv daglige afgange til Als, som er tyskernes foretrukne færgerute til Ærø. Ligeså forventer vi, at ÆrøXpressen vil bringe flere gæster til Ærø."

Yderligere oplysninger

Janus Hansen, ejer af Søby Camping: 22 29 11 51

Randi og Jørn Mogensen, nye bestyrere af Søby Camping: 62 58 14 70

www.soeby-camping.dk