Få vores nyheder på mail

Kulturhistorie og naturvidenskab i tæt samspil: Ny tidsbegrænset vandreudstilling på Ærø Museum

Pressemeddelelse   •   Jan 28, 2020 12:19 CET

Fredag den 7. februar kl. 11 åbner Ærø Museum i Ærøskøbing op for udstillingen ”Fortiden i fremtiden: Magtens grundstoffer”. Udstillingen er den første af fem vandreudstillinger om naturvidenskabens møde med fortiden.

Er sildesalaten på uniformsjakken det pure guld? Hvilke historier afslører den blå glasperle fra bronzealderen, og hvad er det for materialer, vi gennem tiderne har spejlet os i?Hvordan kan moderne teknologi bestemme grundstofsammensætningen og til tider fravriste genstandene overraskende svar?

Spørgsmålene herover er alle hentet fra Ærø Museums nye særudstilling ”Fortiden i fremtiden: Magtens grundstoffer”. Svarene kan selvfølgelig også findes på udstillingen, fortæller museumsleder Kim Furdal:

”Udstillingen vil ikke alene vise, hvordan ny teknologi gør os bedre i stand til at bevare museernes genstande for fremtiden; den vil også give eksempler på, hvordan naturvidenskaben kan bringe ny viden om vores fortid.”

Udstilling er del af et større projekt

Udstillingen er den første af fem vandreudstillinger om naturvidenskabens møde med fortiden. Bag projektet ”Fortiden i fremtiden” og de fem udstillinger står Bevaringscenter Fyn, Ærø Museum, Langelands Museum, Marstal Søfartsmuseum, Svendborg Museum, Øhavsmuseet Faaborg og Østfyns Museer.

Samtidig med udstillingen tilbyder Bevaringscenter Fyn og museerne tværfaglig undervisning til skoler og uddannelsesinstitutioner på bl.a. Ærø. Til at udarbejde undervisningsforløbet har museerne allieret sig med lærer Jeanette Rathe, der til daglig underviser i naturfag på Langelands Efterskole.

Fakta om udstillingen

  • Særudstillingen kan ses mandag-lørdag kl. 11-15 fra 7. februar til 31. marts.
  • Projektet "Fortiden i fremtiden" er støttet af Albani Fonden, Beckett Fonden, Knud Højgaards Fond, Augustinus Fonden og Aage og Johanne Louis-Hansens Fond.

Yderligere oplysninger

  • Museumsleder ved Ærø Museum Kim Furdal, telefon 62 52 29 50