Få vores nyheder på mail

39 helt nye arter fundet på Ærø

Pressemeddelelse   •   Nov 15, 2019 05:02 CET

På billedet ses den sjældne Melangyna pavlovskyi, der første gang blev registreret i Danmark i 2005. Også den blev fundet på Ærø i foråret. FOTO (Copyright: Michael Larsen).

Ærøs natur er langt rigere end før antaget. På kun ét år er øens samlede bestand af svirrefluer blevet intet mindre end fordoblet. Og mange af de fluer, der er fundet, er tilmed ekstremt sjældne. Resultatet sender med ét slag Ærø op i den absolutte superklasse, når det gælder hotspots for biodiversitet eller på godt dansk: fremragende natur med en stor artsrigdom.

Det er den danske spændingsforfatter og naturformidler, Michael Larsen, der står bag de mange fund. Til brug for en ny roman ”Den der falder” som udkommer til foråret, har han det sidste års tid minutiøst undersøgt Ærøs natur for sjældenheder.

”I en tid, der ellers tegnes mest af tilbagegang og en nedgang i biodiversiteten globalt set, er resultatet både overraskende og opløftende. Det er interessant, hvorfor vi på Ærø finder de mange arter. Måske skyldes det, at Ærø har megen uberørt natur”, udtaler turist- og erhvervschef, Chris Hammeken, Ærø Turist & Erhverv.

39 helt nye svirreflue-arter er øen blevet beriget med. Og hvad der næsten er endnu mere forbløffende: mange af arterne er ekstremt sjældne. Korthornet mosesvirreflue, Laplands-Svirreflue, Mørk løvgallesvirreflue - alle er arter, der kun findes få af hvert år. Som det eneste sted i landet blev også den hypersjældne Krat-træsvirreflue fundet. Det er sådan en, flueforskere over hele landet drømmer om at finde.

For slet ikke at tale om Bjerg-Busksvirreflue. I mere end ti år er den her i landet kun fundet én gang, ét sted - på Ærø.

Undersøgelsen har tilmed afdækket eksistensen af snylte- og bladhvepse, der ikke har været registreret i Danmark i over hundrede år.

For nærmere

5 ting man bør vide om svirrefluer:

  • Der findes godt 300 forskellige arter i Danmark.
  • Svirrefluer er, næst efter hunden, menneskets bedste ven. Larverne æder bladlusene, og de voksne bestøver havens træer og blomster. Meget bedre end honningbier.
  • Svirrefluer er smukke, sympatiske og helt harmløse. Selv hvis de kunne stikke, ville de formentlig ikke gøre det.
  • Flere af svirrefluerne bruger lighedsværn. Dvs., at de med farver og adfærd forsøger at ligne hvepse. Derfor bliver mennesker også bange for dem.
  • Ærø er også hjemsted for Danmarks største svirreflue, som desuden er en af de smukkeste: Stor humlesvirreflue.

Da standardværket, Danmarks svirrefluer, af Ernst Torp udkom i 1994, blev Ærø også støvsuget og undersøgt videnskabeligt. Værket var - og er - både i ind- og udland noget nær en bibel for dipterologer og svirreflueforskere. Resultatet lød på i alt 40 forskellige svirrefluearter for Ærøs vedkommende.

Michael Larsen har genfundet stort set alle disse kendte arter - og oveni har han så fordoblet antallet med de nye svirrefluer, som enten er kommet til, eller som ingen før har vidst var til stede på øen.

I realiteten er der tale om endnu flere uregistrerede arter. For der er tilmed fundet svirrefluer, der ikke umiddelbart lader sig bestemme, og arter, der ganske enkelt ikke kan bestemmes helt til art via fotos alene.

Forfatteren har dokumenteret naturtilstanden uden brug af net eller gift og har i stedet foto-dokumenteret svirrefluebestanden. Stort set alle fund er i løbet af året verificeret af landets største eksperter på området.

Læs mere
Du kan læse mere om de mange fund af svirrefluer på Ærø i nyhedsbrevet, Svingkøllen side 11-14, på fugleognatur.dk:https://www.fugleognatur.dk/forum/show_message.asp?page=1&MessageID=2103091&ForumID=4

Kontakt

Michael Larsen
Naturformidler og forfatter 
Mail: michaellarsen@besked.com
Mobil: 60540504

Chris Hammeken
Turist- og Erhvervschef, Ærø Turist & Erhverv
Mail: chris@arre.dk
Mobil: 41277294

Ærø Turist & Erhverv er sat i verden for at fremme turisme- og erhvervsudvikling på Ærø.

Det er vores mål at agere samlende platform for øens virksomheder og samtidig være med til at styrke de ærøske særegenskaber, understøtte aktører, som allerede er i gang og støtte dem, der er i en opstartsfase.