Få vores nyheder på mail

Kom indenfor i Priors Hus - det næstældste hus i Ærøskøbing

Nyhed   •   Mar 21, 2018 15:25 CET

Priors Hus med det markante røde bindingsværk og den fine lille karnap

I Søndergade i Ærøskøbing ligger Priors Hus, bygget i 1690, og dermed det næstældste hus i Ærøskøbing.

Det markante hus, er netop blevet gennemgribende renoveret og dette markeres med et åbent hus arrangement fredag den 23. marts 2018, hvor offentligheden inviteres indenfor fra kl. 13.30 - 16.30.

Huset, som er ejet af Realdania By & Byg, er lejet ud til Arkitektforeningen, og der er normalt ikke adgang for offentligheden. Derfor er åbent hus arrangementet en unik mulighed for at få lov til at kigge indenfor i den smukke bygning.

Alexis Priors - en foregangsmand.

En kraftig okseblodsmalet hoveddør af egetræ med tunge smedejernsbeslag, slidt af tidens tand og af vind og vejr, giver ikke bare besøgende i Priors Hus en imponerende velkomst; døren er også et levende resultat af en forbilledlig restaureringsskik. En skik, som for 100 år siden blev bragt til byen af den københavnske tilflytter, arkitekt Alexis Prior, der købte huset og restaurerede det med en – for dén tid – sjælden respekt og veneration for husets originalitet.

Og derfor bevarede han naturligvis også den gamle, originale hoveddør, som håndværkere over 200 år tidligere havde bygget og behandlet med okseblod. En behandlingsmetode, der imprægnerede det friske egetræ, fordi der opstod en kemisk forbindelse mellem okseblodet og garvesyren i træet.

Priors Hus i Søndergade, midt i det idylliske Ærøskøbing på Ærø, er opført i 1690 i bindingsværk med karnap og fremspring i de enkelte stokværk. Et tidstypisk gavlhus med stærke rødder i den lokale byggeskik, men også et hus, som i sin indretning med både diele, pisel og dorns – dvs. forstue, spiseplads og karnapstue – og med hollandske fliser på væggen, trækker historiske tråde til mange ældre sønderjyske huse og dermed vidner om Ærøs historiske tilhørsforhold til de slesvigske hertugdømmer gennem ca. 450 år.

Da den københavnske arkitekt i 1917 købte huset – som er byens næstældste - var det i dårlig stand, og det krævede megen omtanke og mange arbejdstimer at gøre det beboeligt igen. Men i stedet for at fjerne det oprindelige materiale og de historiske lag og herefter rekonstruere - sådan som det hidtil havde været kutyme, når historiske huse skulle istandsættes - så søgte Prior at bevare så meget af ejendommens oprindelige inventar og udseende som muligt.

Indsatsen lønnede sig og blev bemærket: Med Priors nænsomme måde at reparere huset på og hans bevarende tilgang til fortidens fysiske levn blev der vist en ny vej for restaurering, og Priors Hus er således et af de tidligste danske eksempler på en bevarende tilgang og dermed et interessant vidnesbyrd om den evigt skiftende holdning til og debat om, hvordan historiske ejendomme bedst bevares.

En håndværksmæssig udfordring

At restaurere gamle huse på en nænsom måde, er altid en udfordring. De forskellige håndværk har udviklet sig over de sidste århundrede, i takt med at nye materialer og metoder er taget i brug. En stor del af de håndværksmæssige traditioner og færdigheder er forsvundet, fordi maskiner i dag har overtaget en del af 'håndens arbejde'. Men når man skal restaurere et hus som Priors Hus, et det de gamle håndværksmæssige traditioner der må findes frem. Tingene må laves i hånden, for at kunne passe ind - både i stil, men også i de skæve vinkler og mål som findes i så gamle huse.

De ærøske håndværkere har heldigvis både den fornødne erfaring og forståelse for de gamle materialer og for håndværket.

En af udfordringerne i forbindelse med restaureringen af Priors Hus var pladsen. 

Mellem Priors Hus og nabohuset er kun en ganske smal slippe, så da bindingsværksfacaden på baghuset skulle udskiftes,besluttede tømrerne at udføre bindingsværket på værkstedet og derefter at hejse den ind på plads. 

Det krævede stor præcision, at få den nye bindingsværksvæg hejst ind fra gaden med kran. Da slippen mellem de to huse var for smal, måtte hele væggen hejses hen over nabohusene, før den kunne sættes på plads.

Udskiftningen af bindingsværket var en særlig udfordring pga. den trange plads mellem bygningerne.


På førstesalen, som tidligere var uudnyttet, er der lavet et ekstra værelse. Værelset er lavet som en løs konstruktion, som er friholdt fra den originale konstruktion, men det skulle tilpasses skævhederne på det eksisterende. Derfor er gulv og vægge temmelig skæve, f.eks. er gulvet omkring 20 cm skævt. Så her kan man virkelig tale om skæve mål og vinkler.

"Det har været en meget sjælden og spændende opgave. Og der har været et rigtig godt samarbejde, blandt alle implicerede; håndværkere, arkitekt og ejeren Realdania." udtaler Rikke Sækmose fra tømrer-og snedkerfirmaet Ærø Møbler.

Detaljer med hver sin historie.

I 2016 købte Realdania By & Byg det fredede og usædvanligt velbevarede hus af Arkitektforeningen for at sikre, at huset forbliver intakt og fortsat kan udgøre en stærk historisk markør i den idylliske købstad – til glæde for byens og øens beboere og for de mange tusinde turister, som især i sommermånederne besøger Ærø.

Med Realdania By & Bygs restaurering er husets mange fine detaljer bragt for dagens lys. Detaljer, som hver især bærer en fortælling, og som tilsammen skaber husets særdeles rige og mangfoldige sjæl. 

Huset er samtidig gjort tidssvarende med moderne komfort som fx gulvvarme, så det kan gå en bæredygtig fremtid i møde som udlejningshus for Arkitektforeningen.

For mere info:

Lise Vølund Jacobsen 

Realdania By & Byg
Kommunikationsmedarbejder
Mobil: +45 22 24 07 74 / mail: lvj@realdaniabyogbyg.dk