Få vores nyheder på mail

Et ganske særligt operahus fejrer 10 års jubilæum

Nyhed   •   Mar 26, 2018 08:37 CEST

Værftshallen på Marstal Havn kan i 2018 fejre sit 10 års jubilæum som Operahus

I Marstal på Ærø ligger et ganske særligt operahus.

Til daglig er det de dygtige bådebyggere hos Ebbes Bådebyggeri, der skaber sød musik i værftshallen på Marstal Havn. Men en gang om året forvandles hallen til et operahus med fabelagtig akustik og en ganske særlig stemning. Og i år er det 10. gang at værftshallen for en aften, forvandles til Operahus.

Fra Kirkekoncert til Opera

Ideen til opera i værftshallen på Ebbes Bådebyggeri var opstået, da kongelig operasanger Guido Paevatalu var på øen for at synge en koncert i Marstal Kirke i januar 2008. Samme år besøgte han atter øen i august for at optræde sammen med kongelig operasanger Niels Jørgen Riis og pianist Torben Petersen på Søbygaard. ”Næste år kommer vi igen, og så laver vi en hel opera,” sagde Guido Paevatalu og blev ikke modsagt.

Dermed var arbejdet begyndt, og i foråret 2009 viste det sig, at der var en massiv interesse for at opleve opera i en værftshal i Marstal, og foreningen Ærøs Operavenner blev grundlagt Oprindeligt skulle der kun have været en enkelt forestilling med plads til 400 tilhørere, men billetterne blev revet væk, så der måtte arrangeres en ekstraforestilling, da ”La Traviata” blev opført i juni 2009. 

Siden har ærøboerne oplevet ”La Bohème” (2010), ”Carmen” (2011) og ”Madame Butterfly” (2012), ”Elskovsdrikken” (2013), ”Barberen i Sevilla” (2014), ”Tosca” (2015), ”Rigoletto” (2016) og enakterne ”Kappen” og ”Bajadser” (2017).

I sansernes vold

I sommeren 2018 er det således tiende gang, guidOpera laver opera på Marstal Havn, og det skal selvfølgelig fejres på behørig vis, så denne gang skal der være gallakoncert under overskriften ”I sansernes vold”, hvor sangerinderne optræder i det helt store skrud, medens sangerne er i kjole og hvidt. Det bliver festligt, morsomt, men også alvorligt og alt muligt andet, for opera rummer alle følelser.

Guido Paevatalu, som instruerer og iscenesætter hele herligheden, karakteriserer koncerten som en ”espresso” af de forudgående ni forestillinger. Musikken bliver løbende introduceret, så alle kan følge med i de forskellige handlingsforløb og nyde højdepunkterne i de mange operaer. Blandt de medvirkende sangere kan nævnes Signe Asmussen, Niels Jørgen Riis og Guido Paevatalu. Et fem mands orkester under ledelse af Leif Greibe akkompagnerer.

Der er altså lagt op til endnu en festlig aften i værfthallen på Marstal Havn, når den ærøske opera fejrer sit 10 års jubilæum lørdag den 30. juni 2018.

Praktisk:

Billetter kan købes på Ærø Turistbureau på telefon 62 52 13 00 eller mail: post@arre.dk, og resten sælges ved indgangen. 

Der er to priskategorier. A-billetter koster kr. 375,- og B-billetter koster kr. 325,-. Koncerten starter kl. 20.00 varer tre timer inkl. pause.

Ærø Hotel i Marstal tilbyder et særligt 'operaophold', hvor der foruden A-billetter til operaen også er overnatning, forplejning, færgebillet og oplevelser inkluderet. Læs mere her. 

For mere info, kontakt:

Karsten Hermansen, Ærøs Operavenner på mail: khermansen@mail.dk eller telefon: 62531562