Få vores nyheder på mail

Vil du se min smukke færge?

Blogindlæg   •   Okt 27, 2017 08:15 CEST

'Kunstfærgen' fylder 5 år den 27. oktober 2017

27. oktober 2012 genlød Ærøskøbing Havn af blæsermusik, glade børn og voksne. Vi fejrede modtagelsen af den nymalede kunstfærge, færgen M/F Ærøskøbing. 

En færge der ikke længere blot var en pæn færge, men nu var et sejlende kunstværk, et maleri udført af kunstnerduoen Randi & Katrine. 

Færgen kom, drejede rundt nogle gange udenfor havnen, næsten som en af de verdensberømte Lipizzanere fra Den Spanske Rideskole i Wien, folk klappede, orkesteret spillede, kaptajn og kunstfond talte, Ærø havde fået noget ganske unikt. 

Danmarks første og største sejlende kunstværk.

Projektet.

Ærø havde vundet et af tre kunstværker, der var sat på højkant i et samarbejde mellem Statens Kunstfond og Danmarks Radio, et projekt benævnt ”Vores Kunst”. Ærø var blevet udvalgt gennem en længere proces blandt mere end 1200 forslag fra hele landet. Formålet med projektet var at engagere danskerne i den kunst, der omgiver dem og aktivere fællesskaber rundt om i landet, der udforskede lokalområdets særkende og kunstens betydning for området. For til sidst at skabe 3 nye, stedsspecifikke kunstværker i en tæt dialog borgere og kunstner imellem.

Vores Kunst projektet både engagerede og aktiverede Ærøboerne og samlede hele øen med en koordinerende gruppe bestående af repræsentanter for kunstforeningen på Ærø, lederne af øens to museer og turistkontoret. 

Gruppen formåede at samle mere end 100.000 kroner sammen i frivillige bidrag fra utallige virksomheder og private på Ærø, Ærø Brand Fonden gav en donation på 100.000, Ærø Kommune 200.000 og fra en kulturpulje i region Syddanmark fik vi 400.000. Det resterende beløb op til det aftalte projektbeløb på 1,6 million gav Statens Kunstfond.

Projektet blev fulgt tæt af DR, der blev lavet en film om tilblivelsen, kunstfærgen kom på den årlige kunstdåse fra IRMA, utallige artikler fulgte, og der var en mediebegivenhed af de helt store. 

Ærø var i centrum. Og på Ærø var færgen i centrum. Blandt visse var der en vis skepsis overfor 'at lave færgen om til en tegneserie'. Men som chefkaptajnen udtrykte det i sin tale ved indvielsen, så blev tvivlen bragt til skamme da kunstfærgen først stævnede ud af dokken på en helt klar og solfyldt efterårsdag. 

Siden da har Ærøfærgerne skiftet sine blå/hvide rederifarver ud med kunstfærgens grundfarver (sort, hvid og gul) og således er 'familieforholdet' mellem Ærøs 3 færgerne nu tydeligt for enhver. 

Den kommende 'lillesøster', E/F Ellen, ligger i skrivende stund i havnen ved Søby Værft og strutter med gule finesser, så man ikke er i tvivl om hvis hun er - på trods af de manglende skorstene. Hun bliver, som 100% elfærge, emissionsfri og har derfor ingen behov for skorstene. 

Tillykke med fødsesldagen

I dag, den 27. oktober 2017, fylder kunstfærgen så fem år, og kan se tilbage på fem år som det måske mest sete kunstværk i Danmark.

Det er set af de 1½ million rejsende som kunstfærgen siden da har serviceret. Det er set på afstand af de 1½ million rejsende med 'kollegaen' M/F Marstal, der passerer kunstfærgen en gang i timen. Det er set af tusinder af turister på kajen i både Svendborg og Ærøskøbing, og af de mange lystbåde der hvert år gæster kunstfærgens 'territorie'.

Den eneste konkurrent i Danmark til titlen som ”det mest sete kunstværk” kan vel kun være Den Lille Havfrue? Og det er kun få andre kunstværker forundt, at blive udstillet i så smukt et galleri som Det Sydfynske Øhav.

Ærø Kommune og Statens Kunstfond vil fejre kunstfærgens og kunstværkets fem års fødselsdag ved en forsinket reception engang i november måned. Måske de to parter benytter lejligheden, til at tage hul på dialogen om kunstværkets fremtid på den anden siden af den nuværende aftales udløb i 2018? Forhåbentligt får kunstfægen lov til at fejre mange flere fødselsdage.

Færgen selv tilbringer sin fødselsdag i flydedokken på Marstal Værft for det årlige dokophold. 

Eneste trøst er, at det for færgen er et gensyn med flydedokken i Marstal; det sted, hvor den for fem år siden, som i et eventyr af H.C. Andersen, blev forvandlet fra en færge til et sejlende kunstværk.