Få vores nyheder på mail

Spring ud i det: Aktiv på en ø

Blogindlæg   •   Sep 12, 2016 09:00 CEST

Nyd en aktiv ferie med efterårssol i ansigtet, frisk vind i håret og masser af muligheder i noget af Danmarks skønneste natur.

Om du er lystfisker, cyklist, golfspiller eller vandrefugl, så byder Ærø sig til med muligheder for disse aktiviteter for enhver alder, ferieform og fysisk formåen.

Et cykeleventyr

Hvad enten du selv tager cykel med til Ærø eller foretrækker at leje cykel inden eller efter ankomst, så vil du kunne dække en stor del af øen på relativt kort tid. Ærø har gode cykelruter over hele øen. Her kan man høre gruset knase under dækkene og nyde den reneste idyl af bindingsværkshuse der putter sig mellem brombærbuske, hældende popler og bøgetræer med det blå øhav som konstant bagtæppe.

Vandrehygge

Øhavsstien bugter og snor sig ad kyststrækninger gennem de ærøske landskaber, som veksler og overrasker for hver vejbugtning.

Eller du kan gå dine egne veje, vandre op på højdedrag med skønne udsigtspunkter; forbi historiske middelalderkirker, der er værd at se nærmere på; måske ende ved Skjoldnæs Fyr på Ærøs yderste vestspids. Er der mere krudt i benene, så bestig fyret og nyd udsigten til edderfugle og grågæs på træk, og måske endda marsvin, der boltrer sig i vandet.

Pak nogle gode sandwiches i rygsækken og hæld skoldhed kaffe på termokanden; maden smager ekstra godt efter en klatretur på Voderup Klint, en tur omkring det storslåede Vitsø Nor, eller når du har taget turen fra Sankt Albert ad sporene ved Gravendal og Gråsten Nor.

Golf, fisk – og alt det andet!

Ved Skjoldnæs ligger en af Europas smukkest beliggende golfbaner med 180 graders panoramaudsigt. Der er åbent for alle – også hvis du bare vil spille et par timer.

Lystfiskere drømmer om Ærø, for her byder alle sæsonerne på storslåede naturoplevelser og god fangst af bl.a. havørred, multe, pighvar, torsk og meget andet godt. Mange overnatningssteder tilbyder rense- og frostfaciliteter til fangsten.

Der er ingen undskyldning, hvis du er til aktiv ferie. Ærø har det hele.

__________________________________________________

Ohøj Ærø!

Det er ikke uden grund, at Ærø er et yndet og berømmet rejsemål for lystsejlere fra hele Nordeuropa. Med sine bedårende kyster, dejlige lystbådehavne og klare vande, vil Ærø møde dig som essensen af dansk sommer, når du anduver øen i egen båd.

Kast anker ud for den bugtende kystlinje og nyd det frodige panorama af idylliske bugter, strande og odder møder dig. Læg til i en af de tre hyggelige havne og grill din egen middagsmad; i Søby havn kan du sågar garnere din mad med friske krydderurter fra højbedene, der er stillet frit til rådighed.