Få vores nyheder på mail

Landevejspriser på den havblå landevej

Blogindlæg   •   Jul 26, 2016 10:37 CEST

De nu periodevis indførte landevejspriser til de danske øer vil have så afgørende en betydning for livet på og udviklingen af de danske øer, at man for eftertiden vil tale om tiden ”før” og tiden ”efter” indførelse af landevejspriser, altså det princip der betyder, at det skal ikke koste mere at sejle med en færge på den havblå landevej end at køre samme afstand på en asfaltgrå landevej i perioden 15. august til 13. november.

Betydningen for det sociale liv

Det vil betyde meget for de faste beboere på de danske øer, endelig er den betalingsring fjernet, der i mange tilfælde forhindrede hyppige besøg af familie og venner, fordi det simpelthen var for dyrt. Det sociale liv vil igen blomstre med hyppige besøg og gode familiefester i de bedste omgivelser.

Betydningen for bosætning

Det vil betyde meget for bosætningen. Nu behøver man ikke længere at tænke på transporten som en økonomisk begrænsning; nu kan man blot glæde sig over den smukke afslappende sejltur, hver gang man skal hjem til sin ø.

Betydningen for feriehuse

Det vil betyde meget for feriehusejere på de danske øer. Endelig behøver man ikke at overveje, hvor mange gange om året, man kan tage til sit feriehus, sådan set ud fra en økonomisk betragtning. Det vil også betyde, at det bliver nemmere at sælge feriehuse på øerne. Der er ikke længere en betalingsring at tage hensyn til.

Betydningen for turismen

Og endelig vil det betyde meget for turismen på de danske øer. Når det koster det samme at tage på besøg på en ø, som en tur i biografen, ja så vil rigtig mange foretrække naturens storslåede panorama. Hvis vi på øerne vil og er parate til den ekstra indsats med åbne forretninger nu næsten året rundt, ja så har turismen på de danske øer en strålende fremtid foran sig.

Indførelsen af landevejspriser til de danske øer er det bedste, der er sket for øerne. Nu venter vi blot på, at landevejspriserne bliver gennemført året rundt, alle 365 dage, samme pris hver dag, som samme pris hver dag på en landevej.

Fakta om landevejspriser

Følgende priser gælder i perioden 15. august til 13. november for returbillet:

Voksen/barn/pensionist 78,-
Bil 162,-
Campingvogn/Autocamper 162,-
Motorcykel & Knallert 86,-
Cykel 59,-

Der billetteres kun på vej til Ærø.

Se alle priserne i på Ærøfærgerne hjemmeside, hvor der også kan bookes plads til bil - eller ring direkte til færgen for booking på 62524000

____________________________

Landevejsprincippet er det begreb, der har været anvendt i hele den politiske debat om indførelsen af lavere priser, altså det princip, at det ikke skal koste mere at sejle en kilometer på en blå landevej end at køre en kilometer på en grå landevej.

Foreløbig gælder landevejspriser for Ærø fra 15. august til 13. november i 2016 og igen fra 1. april til 25. juni næste år.

Udregningsmæssigt ser det sådan ud:
Afstand Ærøskøbing Havn til Svendborg Havn: 24 kilometer
Pris for bil: 81 kroner
Pris per kilometer: 3,35
Statens takst for kørsel i egen bil: 3,63